Om steder, der føles mere som en stemning end et bestemt sted.
Jeg maler landskaber, når jeg længes efter at være et andet sted — eller når et sted bliver ved med at eksistere i mig, længe efter jeg har forladt det.
Mine landskaber er sjældent et forsøg på at gengive virkeligheden præcist. De opstår i mødet mellem det, jeg har set, det jeg husker, og det jeg forestiller mig.
Her bliver naturen et sted, man kan træde ind i. Et mellemrum mellem det virkelige og det drømte, hvor lyset, farverne og stemningen får lov til at fortælle deres egen historie.
